Category Posts Navigation

En sommerfugl i kassen – Byg selv

Posted by Lars S. Hansen

En sommerfugl i kassen – Byg selv
I en familie fyldt med tøser som alle er glade for næsten selv det mindste insekt vi har i haven, så er sommerfuglen selvsagt højt placeret på “Vi passer på dyrene” listen.
Så der var ikke langt fra tanke til handling da næste projekt var planlagt, et sommerfuglebo!
Med maskinparken stillet op i haven, mangler stadigvæk et godt værksted, træet afhentet og arbejdstegningen lavet, så skulle der produceres 😉
Jeg har bestemt at vores sommerfuglehus skulle være 60 cm. højt fra bund til kip, så det var udgangspunktet.
Bredden på sommerfuglehuset skulle være brædtets bredde, siderne skal være det halve i bredden af fronten -så skulle der kun købes et stykke træ med hjem, nemt.

Materialer

Matrialelisten er til at overskue, vi skal bruge et brædt på 25 x 150 mm. i en 3 meter bid.
Skruer og noget maling hvis du ikke kan lide den patina træet får ved at hænge derude i naturen 😉
Et stykke bark i passende størrelse
Hængsel
Skruer
Arbejdstegning
Tegningen kan du hente her, der er lidt rettelser til den, dem kan du se ved at klikke på billedeserien herunder.
Supplerende billeder til arbejdstegningen
Og lad os så komme igang med at lege 😉
Efter at have opstillet maskinparken i det fri, hevet træet frem fra skuret og plugget forlængerledningen i stikket, så er jeg klar til det lille store byggeri.
sommerfuglehus, toppen er 15 grader

sommerfuglehus, toppen er 15 grader

Jeg har som sagt bestemt mig for at min sommerfuglekasse skal være ca. 60 cm. høj, så jeg starter med at skære for og bagstykke, bagstykket på de 60 cm. og forstykket på 55 cm.
Når jeg har skåret de to stykker, så snitter jeg dem lige en gang mere, denne gang i 15 grader på tværs af bræddet, så taget kan ligge lidt skråt nedad.
Så skal sidestykkerne laves, skær et stykke mere på 60 cm. Stykket deler jeg i to lige store stykker så jeg nu har fire stykke træ i alt.
De to sidestykker skal også skæres i toppen på 15 grader, så de kan ligge mellem for og bagstykke.
Nu kunne jeg vælge at samle de fire stykker med et par skruer og sætte en top og bund i, men her syntes jeg lige at jeg ville lege lidt mere!
Forsiden af sommerfuglehuset, skåret over lidt nede på forsiden

Forsiden af sommerfuglehuset, skåret over lidt nede på forsiden

Forsiden skærer jeg over ca. 8 cm. nede fra toppen, her skal der senere sættes et hængsel på så man kan følge lidt med i havd der sker derinde bag hullerne.
Bunden har jeg bestemt mig for skal være gennemsigtig, så kan vi måske se op i kassen til vinter, og se om der sidder en sommerfugl eller tre, med en lommelygte.
Taget på sommerfuglehuset skal også skæres, den skal være 1 cm. større på de tre sider der peger mod front og sider.
Bunden i kassen har jeg som sagt valgt at lave i acryl, så her skærer jeg en not ind i mine fire sider med min dejlige Festoolsav.
Noten giver mulighed for at lægge acryl ind så der ikke er nogen skruer der holder noget fast, den ligger bare i en rille indvendigt i kassen.
– En not er et langt hul ned i træet, dine skuffer glider sikkert i en derhjemme 

Ønsker du ikke at kunne kigge ind i kassen, men bare vil have en bund i kassen af et stykke træ, så skær et bundstykke på 7 x 9 cm., hvis du har fulgt målene 😉
Bunden skruer du fast med et par skruer fra siderne. Husk at forbore alle huller med et 3 mm. bor, ellers kan du risikere at træet flækker.
Jeg linker lige til billederne ovenfor igen, de er meget mere forklarende end teksten,
Facaden skal gøre sig godt…
Indgangspartiet i sommerfuglekassen skal have nogle huller / sprækker som vore små flyvende venner kan komme ind og ud af.
Vores huller bliver 6 cm. lange, 12 mm. brede og fordeles jævnt i tre rækker på træet til forsiden.
Streg først op på forsiden til der hvor hullerne skal laves, stregerne i siderne har jeg sat 3 cm. inde fra kanten, og så er der sat en streg midt i mellem disse yderste streger.
Opstregning til hullerne startede med første hul øverst oppe ca. 4,5 cm. nede på træet, og afsluttede også nederste hul med 4,5 cm. fra kanten.
Så skal der laves huller…
Hullerne i forsiden har jeg lavet med min overfræser og et notjern på 12 mm.
Har du ikke en overfræser, så kan det klares lige så nemt med en stiksav og et spadebor på 12mm.
Overfræserens dybde indstilles med notjernet i så det kan fræse igennem hele træets dybde. Monter sideanslaget på overfræseren og indstil den til at stå midt over de 30mm. fra kanten.
Sommerfuglehuset for et par flotte nye huller

Sommerfuglehuset for et par flotte nye huller

Jeg placerede notjernet lige over først hulmarkering og trykkede nu fræseren stille og rolig ned gennem træet, lad den arbejde selv -ikke presse for hårdt.
Dette gentager jeg over alle mine start og stop markeringer ved de aflange huller.
Start med højre og venstre side, de skal jo være ens.
Når alle hullerne er lavet, fræser jeg stykket ud mellem hullerne, her kører jeg fræseren hen til forreste hul og presser den ned i træet og fræser nu hen til bagerste hul, det gør jeg nogle gange til der er hul igennem træet. Lav nu alle hullerne færdig på denne måde, både i siderne og i midten.
Vælger du løsningen med et bor og stiksaven, så borer du alle hulerne som anvist ovenfor, og skærer stykket ud mellem dem med stiksaven, det er nok hurtigere men ikke nær så sjovt 😉
Billeder hvor hullerne klares
Kassen samles og gøres klar med indbo
Alle sider, top og bund er nu fikset og skal bare samles.
Jeg skruer bagside og sider og det øverste stykke foran sammen, forsiden med hullerne i skruer jeg også fast med et par lidt mindre skruer. Hængslet sætter du fast mellem de to stykker forside med et par meget små skruer.
Husk at forbore alle huller med et lille bor!
Husk at sætte bunden i før siderne er samlet!
Jeg satte et par skruetvinger på mine sider for at fiksere dem, ellers blev de ved med at glide fra hinanden.Til sidst placerer jeg toppen og så er huset færdigt og klar til at hænge op i et træ 🙂

Til ophængning kan du bore et par huller gennem siderne og trække en snor igennem.
Holdt stands stop!
Mangler vi ikke noget?
Jo da, vi skal have et stykke bark ind i kassen som sommerfuglene kan side på til vinter.Find et passende stykke bark og sæt det ind midt i kassen så der er luft hele vejen rundt.

Jeg satte et par skruer i det nederste stykke af forsiden med hængslet, skruer kan jeg skrue ud når vi skal ind og kigge engang imellem.
Hvis der ingen skruer var i, så ville sommerfuglene der flytter ind lide samme skæbne som de guldfisk vi havde i en træbalje ude i haven, de var fisket op og ned lidt flere gang end de havde lyst til, og en dag tror jeg de havde begået kollektiv selvmord, alle lå med bugen op af en morgen vi kom derud!
Ungerne mener nu at det er naboen kat der har leget lidt for meget med dem 😉

Leave a Reply

Note: All fields are required to fill in!

Støt os med et klik på annoncen :-)

DET MED SMÅT

Alle gør det selv guides og DIY's på hjemmesiden, er udarbejdet enten af mig selv, eller andre GDS folk. Der er lagt rigtig mange timer i at udarbejde arbejdstegninger, billeder og tekster,

Jeg håber derfor, at det respekteres, at indhold fra goerdetgodt.dk ikke må videresælges, ej heller bruges som som betalt undervisningsmiddel uden min skriftlige samtykke.

Indhold må frit kopieres til eget brug.
Er du usikker på hvad du må, så skriv til mig på post@goerdetgodt.dk

Hilsen Lars S. Hansen

Videre til værktøjslinje